Husk 24. marts 2005.

I disse dage og uger bliver mindet om vor store danske digter, Hans Christian Andersen bliver fejret på behørig vis. Inden det store højdepunkt nås 2. april, vil jeg gerne henlede (bog-)læsernes opmærksomhed på en anden berømt forfatter, den franske Jules Verne, der døde 24. marts for netop 100 år siden. Lige som H.C. Andersen er kendt af hver en dansker og af millioner af andre verden over, således også med Verne.

Vernes og Andersens forfatterskaber meget forskellige og dog med mange paralleller. Begge var de optaget af det eventyrlige og fantastiske og begge skrev de for et ungdommeligt publikum. Men mens Andersen inspiration var de gamle folkelige eventyr og han eget urolige indre, var Verne levende optaget af sin samtid og sin omverden.

Jules Verne skrev, som Andersen, digte og skuespil, men er først og fremmest romanforfatteren, der berømmes som Science-Fiction genrens forløber. Som romanforfatter regnes Verne for den 4. mest oversatte forfatter i verden. Verne har på fortræffelig vis formået at forene oplysning om naturvidenskabelige emner med det elementært spændende i sine fortællinger. Verne skrev i sin lange levetid - han blev 77 år gammel - mere end 60 romaner og en række mindre fortællinger. Ca. 40 af romanerne er oversat til dansk. Måske ikke en rekord for oversættelse af udenlandske forfattere, men det siger dog lidt om bøgernes popularitet. Det gør også det faktum, at den mest populære, "Jorden rundt i 80 dage" er udgivet på dansk i ikke mindre end 65 forskellige udgaver. Det siger sig selv, at mange af fortællingerne også er filmatiseret i adskillige versioner.

I disse år, hvor der udsendes mangen en beklagelse over uddannelsessystemets svigtende evne til at skabe tilstrækkelig interesse for den naturvidenskabelige emnekreds, kan der være al mulig grund til at fremme interessen for Jules Vernes forfatterskab, eftersom han i en sjælden grad formåede at forene det underholdende med det oplysende. Læs Vernes bøger højt for dine børn. Begynd for eksempel med "En verdensomsejling under havet" og gå videre med "Den hemmelighedsfulde ø".

Der findes et par steder på Internettet, hvor man kan orientere sig om Verne og hans bøger. På dansk: http://www.kvuc.dk/ansatte/bj/verneportalen.html . Her findes f. eks. en fuldstændig fortegnelse over danske Verne-udgivelser og links videre til steder, hvor bøgerne kan hentes som elektronisk tekst. Et andet sted, http://www.arkaisk.dk/verne1.htm indeholder et væld af oplysninger om Verne, herunder hans relationer til Danmark. En international hjemmeside med bidrag fra Verne-interesserede fra hele verden er http://jv.gilead.org.il/